Manchester, en by hvor fodbold betyder mere end blot et spil; det er blod, identitet og rivalisering. Når Manchester City og Manchester United mødes, stopper verden op. Blå og røde farver skyller ned ad gaderne, pubber eksploderer i kampråb, og spændingen griber hvert et hjørne af byen. Men på vej ind i 2025-opgøret på Etihad føles fortællingen anderledes. City, typisk så kliniske og metodiske under Pep Guardiolas ledelse, virker pludselig dødelige. De seneste skader på Brentford-produkter som Kevin De Bruyne, John Stones og Josko Gvardiol har påvirket deres sammenhængskraft generelt; det uudholdelige fravær af Phil Foden efterlader City blottet for en kreativ gnist, og selv målmaskinen Erling Haaland virker lejlighedsvis lige så fortabt som en gås i en snestorm. 

Væk fra handlingen, og på tværs af byerne, summer den røde halvdel af Manchester; Rúben Amorims Manchester United er ikke perfekte, men de er levende. De er hurtige, frygtløse og organiserede. De er ikke længere de underdogs, der bukkede under for Citys pres, og med Bruno Fernandes, der trækker i trådene, Bryan Mbeumo, der udnytter pladsen, og Benjamin Šeško, der afslutter nådesløst, virker United klar til at tage kampen op mod City. 

I Pep Guardiolas enorme karriere har han brugt en stor del af 20 år på at perfektionere kunsten at kontrollere. Den type kontrol, der tvinger vores modstandere til alt, men kvæler dem, indtil der ikke er mere ilt tilbage. Dog er der denne gang opstået revner i Guardiolas plan. Med deres bedste offensive kreative spiller (De Bruyne) og bedste boldspillende forsvarsspiller (Stones) ude, manglede City den rette balance på midtbanen. Rodri syntes at have påtaget sig for meget af den ekstra belastning, og nu kan vi strække City, og deres system kan vakle.

Omvendt trives Amorim med kaos. Hans 3-4-3, der morpher til 3-4-2-1, er elektrisk i overgange. Spilplanen er simpel, men dødelig: absorber pres, og frigør derefter Bruno, Mbeumo og Šeško på kontra. Citys høje forsvarslinje er svag, og United ved det.

Citys vikingekriger er skabt til kaos, men Uniteds unge stjerne Leny Yoro og den erfarne Matthijs de Ligt vil kæmpe indædt for at stoppe ham.

Rodri er den rolige dirigent, mens Bruno maler kaos. Hvem end der vinder kampen på midtbanen, vil diktere spillets flow.

Tempo mod risiko. Hvis United kontrer på det rette tidspunkt, kan City have svært ved at inddæmme begge spillere.

Manchester Derbyet er ikke bygget på statistikker; det er bygget på historie, ar og magiske aftener.

Sidste sæson på Etihad: City 1–2 United (en choksejr til United).

Hvert eneste derby tilføjer et nyt kapitel. Nogle gange er det Haalands raseri, nogle gange Rashfords magi, nogle gange Bruno, der råber ad dommeren. Én ting er sikker: verden ser på, og byen brænder af passion.

Derbies trodser logik, men afslører mønstre, så:

For Manchester City handler dette udelukkende om stolthed. De kan simpelthen ikke tillade sig at tabe to Etihad-derbies i træk. Guardiolas arv kræver dominans.

For Manchester United handler det om revolution. Amorims projekt er ungt, men ser lyst ud, og endnu et derby ville følge et nyligt mønster, der viser, at de ikke længere er det hold, der lever i Citys skygge. I sidste ende vil dette derby ikke kun definere tabellen – det vil definere fortællingerne, overskrifterne og minderne.

• Endelig resultat forudsigelse: Manchester City 2 - 1 Manchester United

• Bedste bud: Begge hold scorer + Over 2,5 mål